|
§1 Navn og hjemsted
1.1 Foreningens navn: Bredballe Antennelaug
1.2 Foreningens hjemsted: 7120 Vejle Øst
1.3 Forsyningsområde: Bredballe
§2 Formål
2.1 Foreningens primære formål er at eje og
drive et fællesantenneanlæg for modtagning og distribution
af radio- og Tv-programmer.
2.2 Sekundært kan foreningen tilbyde særlige
tjenester, som til enhver tid kan udbydes via et kabelanlæg,
dog betinget af at gældende offentlige forskrifter og
lovgivning er overholdt.
2.3 Foreningen kan i videst mulig omfang
tilbyde udlejning af maste- og kabel-kapacitet.
2.4 Udbud af særlige tjenester kan foretages
af foreningen selv eller ved tidsbegrænset overdragelse af
transmissionskapacitet i nettet til tredjepart.
§3 Ejerforhold
3.1 Foreningen og dermed tilsluttede
medlemmer er eneste ansvarlige ejere og har ansvaret for
hovedstation, hele kabelnettet – herunder installation og
service – til og med den stander, hvor den enkelte husstand
er tilsluttet.
3.2 Et hvert medlem har forpligtelse til at
forestå enhver form for vedligeholdelse af installationen
fra tilsluttet stander – fra eget skel at regne - og ind på
ejendommen jævnfør § 9.3.
§4 Medlemmer
4.1 Som medlem optages alle, som jævnfør
tinglyst deklaration for forsyningsområdet er pligtig til at
deltage i vedligeholdelse og drift af fællesantenneanlægget.
Øvrige, som bor i foreningens
forsyningsområde, jfr. § 1.3, kan begære sig tilsluttet
anlægget mod betaling af gældende tilslutningsafgift og
under forudsætning af, at tilslutning umiddelbart kan finde
sted uden ombygning af anlægget. Tilslutning indebærer
automatisk medlemskab af foreningen.
4.2 Medlemmerne hæfter alene med den
indbetalte tilslutningsafgift.
4.3 Såfremt tilslutning for medlemmer med
eller uden tinglyst deklaration ikke umiddelbart kan
foretages, foranstalter foreningen muligheden for fornøden
udbygning undersøgt.
Udgift til fornøden udbygning betales af den
part, der begærer udbygningen, med mindre bestyrelsen
vurderer, at udbygningen er af en sådan vigtighed for
foreningen, at foreningen af denne årsag helt eller delvis
afholder udbygningsomkostningerne.
4.4 Medlemmer uden tinglyst deklaration kan
til enhver tid skriftligt udmelde sig af foreningen med 3
måneders varsel til udgangen af et kalenderår mod et af
bestyrelsen fastsat gebyr, svarende til omkostningerne samt
betaling af eventuelle restancer.
Indbetalte afgifter og tilslutningsafgifter
tilbagebetales ikke ved udmeldelse.
4.5 Medlemmer med tinglyst deklaration kan
ved skriftlig henvendelse og med 3 måneders varsel få
afbrudt signalforsyningen til udgangen af et kalenderår mod
betaling af det af bestyrelsen fastsatte gebyr, svarende til
omkostningerne samt eventuelle restancer.
Der vil herefter alene skulle betales et
grundkontingent til dækning af vedligeholdelse og drift af
antenneanlægget.
4.6 Samtlige tilsluttede medlemmer, som pr.
01. maj ejer bolig i forsyningsområdet, er forpligtet af de
til enhver tid gældende leveringsbestemmelser,
kontingentvilkår samt gebyrsatser, fastsat af
generalforsamlingen.
4.7 Ejerskifte skal af køber skriftligt
meddeles foreningens kasserer. Kontingent samt eventuelle
omkostninger til foreningen reguleres mellem køber og sælger
via refusionsopgørelsen for pågældende ejendom.
§5 Generalforsamling
5.1 Generalforsamlingen er foreningens
højeste myndighed.
5.2 Ordinær generalforsamling afholdes én
gang årligt, senest i marts måned og indkaldes af
bestyrelsen med mindst 5 ugers varsel ved annoncering i
lokalt dagblad samt ugeavis/distriktsblad med angivelse af
dagsorden.
5.3 Dagsorden for ordinær generalforsamling
skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent, der herefter udpeger
stemmetællere .
2. Bestyrelsens beretning om foreningens
virke i det forløbne år
3. Aflæggelse af regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent og gebyrer for
indeværende år
6. Valg af bestyrelse
7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
8. Eventuelt
5.4 Forslag til behandling under
dagsordenens punkt 4 og punkt 6 skal med navns underskrift
skriftligt tilstilles et bestyrelsesmedlem senest 4 uger før
generalforsamlingen finder sted.
5.5 Indkomne forslag skal, sammen med
indkaldelsen, det reviderede regnskab samt budget,
husstandsomdeles til samtlige medlemmer senest 1 uge før den
ordinære generalforsamling.
5.6 Ekstraordinær generalforsamling kan
indkaldes af bestyrelsen med 1 uges varsel.
5.7 Ekstraordinær generalforsamling skal
afholdes efter en til bestyrelsen fremsendt skriftlig
begæring med angiven dagsorden fra mindst 10% af de
tilsluttede medlemmer senest 4 uger efter, en sådan begæring
er modtaget. Indkaldelsen annonceres i lokalt dagblad samt
ugeavis/distriktsblad med angiven dagsorden.
5.8 Alle beslutninger ved den til enhver tid
lovligt indvarslede generalforsamling træffes ved
almindeligt stemmeflertal. Beslutninger vedrørende
vedtægtsændringer og nedlæggelse af foreningen træffes dog
jævnfør § 11.
5.9 Kun medlemmer, der har betalt det senest
opkrævede kontingent og restancer på tidspunktet for
generalforsamlingens afholdelse, har adgang til og kan
afgive stemme på generalforsamlingen. Hver tilsluttet
husstand har én stemme. Et medlem kan ved skriftlig fuldmagt
afgive stemme for max. et andet medlem. Fuldmagten skal
afleveres til dirigenten straks efter dennes valg.
5.10 Bestyrelsen kan invitere personer på
generalforsamlingen. De inviterede har ingen stemmeret, men
taleret.
5.11 Bestyrelsen er ansvarlig for, at der
føres protokol over generalforsamlingen.
§6 Bestyrelsen
6.1 Foreningen ledes af en bestyrelse
bestående af 8 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med
formand, næstformand, kasserer, sekretær, tilsynsførende
samt 3 øvrige kontaktpersoner.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2-årig
periode.
Hvert andet år afgår halvdelen i den
rækkefølge, de er valgt. Genvalg kan finde sted.
Formand og kasserer kan ikke være på valg
samme år.
6.2 Bestyrelsessuppleanter er på valg hvert
år. Afgår et bestyrelsesmedlem i valgperioden, indkaldes en
suppleant for den resterende valgperiode, og bestyrelsen
konstituerer sig på ny indtil næste ordinære
generalforsamling.
6.3 Bestyrelsen har ledelsen af alle
foreningens anliggender og repræsenterer foreningen i alle
forhold. Foreningen tegnes af formanden og kassereren, eller
af de af dem udpegede bestyrelsesmedlemmer.
Ved indgåelse af større økonomiske aftaler
eller køb og salg af fast ejendom kan foreningen kun tegnes
af formanden, kassereren samt to bestyrelsesmedlemmer. Der
skal i forbindelse med bestyrelsens ansvar, ledelse og
økonomiske beslutninger være tegnet en
bestyrelsesansvarsforsikring.
6.4 Bestyrelsen holder møde så ofte, som
formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver dette. Enhver
beslutning træffes ved stemmeflertal, men i tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende. Såfremt
formanden er forhindret, træder næstformanden i dennes sted.
6.5 Ved hvert bestyrelsesmøde udpeges en
leder af forhandlingerne, og sekretæren sørger for en
udførlig protokol over bestyrelsens møder.
6.6 Der kan ydes honorar til medlemmer af
bestyrelsen, hvilket fastsættes og godkendes af
generalforsamlingen.
6.7 Bortset fra lovmæssige afgifter kan
bestyrelsen på intet tidspunkt forpligte medlemmerne udover
det fastsatte kontingent.
§7 Regnskab og revision
7.1 Foreningens regnskabsår er fra den 01/01
til den 31/12.
7.2 Kassereren skal føre et nøjagtigt og
omhyggeligt regnskab over foreningens aktiviteter og påse at
samtlige kontingenter og afgifter indgår rettidigt, ligesom
indgåede forpligtelser og driftsudgifter betales rettidigt.
7.3 Foreningen har ingen kontant
kassebeholdning, idet samtlige posteringer afregnes direkte
via det af bestyrelsen valgte pengeinstitut. Såfremt der
sker indbetalinger til foreningen ved kontanter, påhviler
der kassereren pligt til omgående at indsætte disse på
foreningens konto.
7.4 Kassereren udfærdiger til den årlige
generalforsamling et af en statsautoriseret revisor
revideret regnskab. Den statsautoriserede revisor vælges af
bestyrelsen.
7.5 Såfremt kontingent og afgifter ikke
inden 2 uger efter forfald er betalt, udsendes
rykkerskrivelse med et af generalforsamlingen fastsat gebyr.
Dersom indbetaling ikke efter yderligere 2 uger indgår,
betragtes dette som misligholdelse af medlemskabet, og
signalet vil umiddelbart herefter blive afbrudt. Sagen kan
herefter overdrages til retslig inkasso, og genåbning kan
først finde sted, når samtlige restancer og omkostninger er
indbetalt til foreningens konto.
§8 Programvalg og pakkeskift
8.1 Foreningens primære formål er jævnfør §
2.1 distribution af radio- og Tv-programmer.
Tv-programafstemninger foretages skriftligt
blandt samtlige husstande. Foreningen afholder hvert andet
år i januar måned en programafstemning. Programmer, der kan
stemmes på, præsenteres i en husstandsomdelt
medlemsinformation, og resultatet præsenteres i
medlemsinformationen, der udsendes umiddelbart før den
årlige generalforsamling i marts måned.
8.2 Bestyrelsen skal give mulighed for
mindst 3 valgbare maksimale beløb for betaling af det totale
Tv-udbud. Det vil herefter være det vægtede beløb i henhold
til afgivne stemmer, der er udslagsgivende for i hvilket
omfang resultatet af programafstemningen kan imødekommes.
Beregning af det vægtede beløb vil fremgå af fremsendte
stemmeseddel.
8.3 Såfremt afgiften til et betalingsprogram
stiger med mere end nettoprisindekset + 10%, eller et
program bliver ændret til et betalingsprogram, da kan
bestyrelsen beslutte at fjerne programmet fra
programudbuddet. Programmet erstattes indtil næste
afstemning med et næstfølgende program fra sidst afviklede
afstemning, såfremt dette ikke indebærer forøgede
omkostninger.
8.4 Ønsker et medlem at få ændret sin
opdeling af kanaler i mulige programpakker, skal skriftlig
anmodning herom fremsendes til foreningens kasserer senest 1
måned før udgangen af et kalenderår. Der kan dog ændres
pakkeløsning ved ejerskifte.
8.5 Udgiften til serviceleverandør for
ændring af opdeling af kanaler i programpakker påhvilerdet
medlem, der kræver ændringen.
8.6 Ved Tv-programafstemninger foranlediget
af indkomne forslag, anvendes skriftlig afstemning vedr.
til- og fravalg af Tv-programmer. Stemmesedlen skal være
medlemmerne i hænde senest 3 uger før datoen for
generalforsamlingen. Stemmesedlen skal være ledsaget af en
beskrivelse af indsendte forslag, - sidste frist for
afgivelse af brevstemme med angivelse af dato, samt en
vurdering af den økonomiske konsekvens for foreningens
medlemmer.
§9 Teknisk vedligeholdelse og kontrol
9.1 Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer
en teknisk tilsynsførende, der overfor den resterende
bestyrelse har ansvaret for, at der foretages
vedligeholdelse af, samt føres kontrol og tilsyn med enhver
teknisk installation i anlægget i henhold til gældende
lovgivning, nærværende vedtægter samt indgåede kontrakter,
herunder ligeledes at indhente tilbud på vedligeholdelse
m.v..
9.2 Den tilsynsførende samt
kontaktpersonerne modtager reklamationer fra brugerne
vedrørende foreningens primære formål (Radio- og
Tv-signaler). Ved andre udbudte tjenester på
forsyningsnettet henvises direkte til de ansvarlige
leverandører, hvormed der er indgået kontrakt jævnfør § 2.
9.3 Ethvert medlem er forpligtet til at
holde sin tilslutning i den stander, hvor tilslutningen er
foretaget – og dermed den interne installation for
ejendommen - i en sådan standard, at øvrige medlemmers brug
af forsyningsnettet ikke generes. Overtrædelse heraf
betragtes som mislighold med deraf mulig afbrydelse.
(jævnfør §7.5).
9.4 Ændringer af installation i tilsluttet
stander må kun udføres af foreningens valgte
serviceleverandør.
9.5 Ved nedgravning af stikledning skal
foreningens stikledningsforskrift til enhver tid overholdes.
Stikledningsforskrift kan fås ved henvendelse til den
tilsynsførende. Såfremt stikledningsforskrift ikke
overholdes, og der derved sker skade på
fællesantenneanlægget, eller det på anden måde vil påføre
udgifter til udbedring eller forandringer, skal disse
udgifter afholdes af medlemmet.
9.6 Evt. skader på foreningens udstyr og
installationer hæfter skadevolder selv for.
9.7 Det er forbudt uvedkommende at foretage
indgreb eller ændringer af anlægget eller dele heraf. I
tilfælde af misbrug kan bestyrelsen straks afbryde
forbindelsen samt foretage retsforfølgelse.
9.8 Foreningen har til enhver tid – efter
forudgående aftale eller ved fogedens mellemkomst – ret til
at kontrollere foreningens ejendele og medlemmets
installationer med henblik på konstatering af
vedligeholdelsesstandard og af, at installationerne
overholder foreningens angivne retningslinier herom.
§10 Ændringer og udvidelser
10.1 Ændringer og udvidelser af
forsyningsnettet kan efter bestyrelsens beslutning
foretages, såfremt udgiften kan afholdes indenfor budget,
godkendt på tidligere afholdt generalforsamling.
10.2 Ændringer og udvidelser af
forsyningsnettet udover godkendt budget skal godkendes på en
lovligt indkaldt generalforsamling, herunder sammenlægning
af anlægget med antenneanlæg tilhørende anden ejer eller
anden antenneforening.
§11 Vedtægtsændringer - Foreningsophør
11.1 Nærværende vedtægter kan kun ændres af
en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de afgivne stemmer
er for ændringerne. Ændringsforslag til vedtægterne skal i
deres fulde ordlyd være anført i en husstandsomdelt
indkaldelse til generalforsamlingen, ligesom et eksemplar af
de til enhver tid gældende vedtægter skal tilstilles
foreningens medlemmer.
11.2 Foreningens virksomhed ophører, såfremt
anlægget nedlægges, eller hvis det besluttes, at foreningen
skal indgå i en anden forening.
Ophævelse af foreningen kan kun ske af en
lovligt indvarslet generalforsamling, hvor mindst 2/3 af
medlemmerne stemmer for ophævelsen.
11.3 Såfremt der ikke er fremmødt 2/3 af
medlemmerne, skal ophævelsen af foreningen vedtages med 2/3
af de afgivne stemmer, og der skal i så fald senest 4 uger
efter afholdes en ekstraordinær generalforsamling, som
skriftligt via lokalt dagblad samt ugeavis/ distriktsblad
indkaldes med 1 uges varsel.
11.4 Såfremt den ekstraordinære
generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer
beslutter, at foreningen skal ophøre, er dette gældende
uanset antallet af fremmødte.
Nærværende vedtægter vedtaget på ordinær
generalforsamling den 26-03-2008.
|